Ændrer Pep kurs med Haaland?

Hvordan ser vores idealopstilling egentlig ud efter et sommertransfervindue med nye store indkøb og afgange? Og kan vi forvente at se Pep forlade sin 4-3-3 denne sæson? Og nå, ja, hvem er anfører? Det er interessante spørgsmål, som vi venter i spænding på at få besvaret i den kommende periode.

Ny sæson, nye perspektiver

Det er på mange måder en interessant sæson vi i disse dage går i møde. Ikke mindst, fordi mere er nyt end det plejer at være. Markante profiler i skikkelse af Raheem Sterling, Gabriel Jesus og Fernandinho har forladt klubben. Markante profiler, som Erling Haaland, Kalvin Phillips og Julian Alvarez er kommet til. En ægte 9’er er dermed igen at finde i truppen, og det lugter måske en lille smule af taktisk og spillemæssig fornyelse. Men meget, for ikke at sige alt, afhænger af hvad der bliver tænkt af tanker bag det skaldede hovede, tilhørende Pep Guardiola. Manageren som mange City fans elsker højt, men også til tider helt opgiver at forstå.

Had-kærligheds forholdet til Pep

Vi har været vant til, at Pep Guardiola i de forrige sæsoner til tider har forskrækket os lyseblå med besynderlige holdkort der ikke just har matchet de forventninger man som menig fan eller følger af holdet har haft på forhånd. Og hvis ikke det var start 11´eren man kunne være en smule forbløffet over, så har det kunne være det faktum at Pep i meget lav grad - og ved lejligheder slet ikke - har gjort brug af vores bænk. En bænk som ellers i løbet af hele hans tid i klubben, jo uhyre sjældent, ikke har set yderst potent ud. Guardiola har utvivlsomt i løbet af årene i City, flere gange gjort sig skyldig i at ramme helt ved siden af skiven, når det gjaldt holdsammensætningen. Og ekstra uheldigt har det været, at disse forbiere, tit er kommet ved de største lejligheder, i den turnering han altså heller ikke har formået at vinde som City-manager, nemlig Champions League. Det er den absolut eneste årsag til man som fan altid frygter det selvsamme geni, man ellers er så taknemmelig for at have til at træne det hold man holder med. Det grelleste eksempel man kan hive frem, er finalen i Porto mod Chelsea i forrige sæson. Jeg tror det er de færreste City-fans der har tilgivet ham for at sende både Rodri og Fernandinho en tur på bænken og stille uden 6’er i det opgør. “Hvorfor PEP?”, spørger mange af os stadigvæk den dag i dag. Man har vel som fan lært at leve med, at Pep kan finde på at ryste posen i ubehagelig høj grad, og der er gange hvor det går godt og han står tilbage som et endnu større geni. Men der er også gange, hvor det ikke går godt. Og hvor han med rette beskyldes for at overtænke og gøre mere skade end gavn.

Pep ligner ikke nogen anden på det her område

Sammenligner man med de øvrige topholds startopstillinger i løbet af sidste sæson, ser man at Pep er den træner, der foretager suverænt flest ændringer i start 11'eren fra kamp til kamp; er den der samlet set henover sæsonen brugte flest forskellige startopstillinger; samt den der brugte flest forskellige spillere på flest forskellige positioner. En del af forklaringen er den brede skare af verdensklassespillere, som alle skal holdes muntre, naturligvis. Men det er fair at mene, at perioderne i City med en mere eller mindre fast stamme, har været de bedste og mest succesfulde af slagsen. Interessant bliver det så at følge, om vi i denne sæson vil opleve en mere rolig tendens, grundet det faktum, at en klassisk 9’er igen er at finde i truppen. Vi må i hvert fald formode at ikke hele 6 spillere skiftevis vil indtage den position igen i år, som det var tilfældet i sidste sæson.

Peppes formationen op?

Derimod er en ændring af formationen muligvis mere sandsynlig. De sidste mange sæsoner har det været 4-3-3 som har domineret. Men, det er muligt at vi med afgangen af Raheem Sterling og Gabriel Jesus, samt tilgangen af Alvarez og Haaland vil se City slå over i en 3-5-2 eller 4-2-3-1. Ikke nødvendigvis fordi Pep helt selvfølgeligt vil forlade sin højt elskede spilfilosofi; bredde og kanter. Men snarere fordi salgene af Sterling og Jesus efterlader truppen bestående af kun et par kantspillere i Riyad Mahrez og Cole Palmer, til nød Phil Foden og Jack Grealish. Men om sidstnævnte kan vi i hvert fald ikke påstå, at pladsen til siden har klædt ham, og tvivlsomt er det om Guardiola vil blive ved med at tro på, at det virkelig er dér han skal forløses. Om Cole Palmer kan vi sige, at han vel egentlig også er en midtbane-hybrid, og for øvrigt har set yderst lovende ud når han har været klar, men samtidig langtfra kommer til at spille alle minutter i Premier League. Og om Phil Foden har jeg meget på hjerte. Jeg, og mange andre, mener det er på tide, at rykke ham væk fra kanten, da han har så mange facetter af sit spil som gemmes væk når han har kridt på støvlerne. Dér hvor Phil Foden, ifølge mig, har set allermest frygtindgydende ud, var da han i efteråret lå og orkestrerede meget af City’s offensiv som falsk 9’er. Den plads er nu af gode grunde ikke ledig og dermed er det mit håb, at det tvinger Guardiola til i højere grad at bruge ham længere inde i banen. Derinde hvor han i mine øjne, er skabt til at tilbringe størstedelen af sin fodboldkarriere. Fra en mere central position kommer hans sublime overblik og afleverings spil ganske enkelt til udtryk i langt højere grad end fra en venstre kant. Og det er vel naturligt, at han som nu 22-årig tildeles et større ansvar med bolden.

Guardiola er den type træner, der tager både spillemateriale og system med i sine taktiske overvejelser, og ikke enten det ene før det andet. Han vil så afgjort stille op i den formation der giver bedst mening, men Mahrez står tilbage som den eneste rendyrkede kantspiller. Og det taler imod en uforandret gentagelse af den 4-3-3 vi så fra de sæsoner City sidst kontinuerligt havde en rigtig angriber på holdet. Dengang i skikkelse af Sergio Aguero. For Sané/Sterling-typen med fart har vi altså ikke længere. Spændende bliver det i hvert fald at se om Pep for alvor blander kortene til år, og hvad det i så fald vil betyde for vores spil? Og om det vil skabe andre og nye rum til vores mange kreative kræfter at operere i. Noget kunne i hvert fald tyde på, at grafikerne hos Fotmob, Sky sport, Viasat etc. igen i år får besvær med at ramme talkombinationen rigtigt op til kampene.

Captain…?

Hvis Pep giver sig tid til andet end taktiske overvejelser, kan han med fordel huske på, at der også skal tages en anden vigtig beslutning, da holdet i øjeblikket står uden nogen anfører. Det har stået klart for enhver, at hierarkiet i spillertruppen har skulle genetableres henover de seneste par sæsoner. Især efter afskeden med kulturbærere som Kompany, David Silva, Sergio Aguero, og senest, sidste sæsons anfører, Fernandinho. Og det er endnu ikke blevet besluttet, hvem der skal være anfører for holdet i den kommende sæson. Ledertyper er uomtvisteligt uundværlige i mange henseender og så sandelig også i et omklædningsrum. Heldigvis kom der forrige vinter en ung portugiser til klubben, der skulle vise sig at være lige netop det, en leder. Ruben Dias har fra første dag i Manchester udvist lederskab og ansvarstagen i en grad der nu gør, at han for mange er det oplagte valg til at være næste mand i rækken med bindet om armen. I den nye dokumentar “Together, Champions again” som følger City-holdet tæt på i løbet af sidste års mesterskabssæson; er der en sekvens med Dias som er sigende. Man følger først portugiserens morgenrutine og ankomst som den første af spillerne til træningsanlægget. Herefter forklares det af staff members, at Dias’ usædvanlige disciplin og generelle opførsel, fundamentalt har forbedret standarden og praksissen i “the everyday life” i klubben. Direkte som resultat af Dias’ input og forslag til at højne ambitionsniveauet endnu en tak. Der tegner sig et billede af en mand, der har det der skal til for at lede holdet, og han er på trods af sin unge alder, den rigtige at give anførerbindet til nu. Kevin de Bruyne og Ilkay Gundogan er de to andre, der nævnes som bejlere. Uanset hvem det bliver, så er Dias’ dedikation og stræben efter at blive bedre for hver dag både beundringsværdig, og noget resten af spillerne kun kan have gavn af at kigge på hver dag. Anfører eller ej.

Idealopstillingen

Der kan ikke være tvivl om, at Guardiola stadigvæk råder over en af de klart bedste og bredeste trupper i verden. En trup som igen i år spiller med i fire turneringer, som catalaneren alle tager seriøst og vil vinde. Af den grund vil vi selvfølgelig også se en flittig rotation igen i år. Hvem Pep ser, som værende en del af sin absolutte idealopstilling lige i øjeblikket, er svært at sige. Jeg tror vi vil se Guardiola eksperimentere en del i begyndelsen af sæsonen, for der er en del spørgsmål jeg tror han gerne vil have svar på hurtigst muligt. Kan jeg spille med både Haaland og Alvarez samtidig? Hvad med Rodri og Kalvin Phillips? Hvor er Jack egentlig bedst? Interessant er det også at spekulere i, om ihærdigheden for at ville have fingrene i Brightons’ Marc Cucurella, var en del af en plan om at gå over til en 3-5-2 formation med wingbacks. For på den måde, at beholde den bredde i holdet han insisterer på at have, og samtidig længere fremme på banen, at have plads til to rendyrkede 9’ere. Noget vi så Guardiola praktisere i en kort periode tilbage i 17/18 sæsonen, da Jesus og Aguero lå sammen oppe front.

Den første store test af holdet, kommer 7 spillerunder inde i Premier League-sæsonen mod Contes forstærkede Tottenham mandskab. Her må vi formode, at Guardiola har fået svar på nogle af ovennævnte spørgsmål. Hvis alle mand er klar, tror jeg han stiller med dette hold når vi hjemme får besøg af Spurs den 10.september:

Ja, dristigt er det ikke, med Haaland værende den eneste reelle ændring, i forhold til sidste sæsons “once-galla”, men jeg tror ikke Guardiola kommer til at gå væk fra sin 4-3-3 allerede på det tidspunkt. Det der kan tale imod ovenstående startopstilling er, hvis Alvarez går ind og overrasker yderligere positivt; eller hvis John Stones formår at spille sig ind som 1.valg af makker til Ruben Dias. Hvilket han i øjeblikket har gode chancer for, med en ledbåndsskadet Laporte ude.

Lad os håbe, at Pep endnu engang har regnet ud, hvad der skal til for at styre os mod et engelsk mesterskab. For konkurrencen er bestemt ikke blevet mindre af, at sende egne offensive esser til rivalerne Chelsea og Arsenal. Derudover er der udsigt til et revanche tørstigt Liverpool mandskab, der allerede én gang i denne sæson har vist, at de kan slå os.

Alle artikler på Cityzen Dane er produceret i samarbejde med den officielle skandinaviske Manchester City Fan klub. Skal du ikke være medlem? Læs mere her