top of page
Forfatters billedeAndreas Persson

Tordenguden Haaland: Bayern München 0-1 Manchester City


Manchester City spillede mod Bayern München natten til søndag på Lambeau Field. City spillede en dominerende kamp mod de tyske mestre. Kampen gik dog ikke helt efter planen, da kampen blev forsinket og sat på pause, da der var vejrproblemer, primært lynnedslag tæt på stadion.


Kampen skulle have haft kickoff kl. 01.00, men det endte med at blive forsinket til kl. 01.15. Det var naturligvis en meget interessant kamp, allerede inden den startede, da det blev offentliggjort at Erling Haaland ville starte inde. Da kampen endelig blev sparket i gang var der stadig regnvejr over Green Bay, hvor stadionet ligger. City spillede god offensiv possesion-baseret fodbold, lige som man kan forvente af Pep Guardiola. Kevin De Bruyne stormede frem ved enhver lejlighed. Grealish bevægede sig smidigt i venstre side og Mahrez tryllede på den højre side.


En mand, der dog tog lidt tid om at dukke op, er Erling Haaland. Han har selvfølgelig haft lidt problemer med et par mindre skader og irritationer, og han havde ikke rigtig nogen indflydelse i de første ti minutter, hvor han knap nok rørte bolden. På trods af dette gjorde han det stadig glimrende, når City ikke havde bolden. Han lagde pres på Neuer og hans forsvarslinje ved enhver mulighed. Man kunne se på hans positionering, når City havde bolden, at én ting var sikkert. Han ville score. Og i det 12. minut var det præcis, hvad han gjorde.


I det 12. minut, fik City et frispark, som blev svunget ind af Riyad Mahrez, men som derefter blev clearet dårligt af en Bayern spiller, hvorefter bolden blev samlet op af ingen ringere end vores midtbane maestro Kevin De Bruyne, som var hurtig til at lave en aflevering, som han fandt Grealish med, der var i gang med et løb mod det lille felt. Grealish fandt herefter vores norske gigant, Erling Haaland, der gled ind i bolden og fik den i nettet og gjorde det til 1-0 til City. Det var ren eufori at se som Manchester City-fan. Et smukt øjeblik. Øjeblikket varede desværre ikke særlig længe, da lynen og tordenen vendte tilbage, i hvad der virkede som det præcise øjeblik, at Erling Haaland rørte bolden. Dette resulterede i, at stadion blev evakueret, og at begge hold og alle tilskuere måtte søge ly, da Lambeau Field ikke har noget tag over sig.


I hvad der virkede som en evighed, havde vi intet nyt om, hvornår, eller om kampen ville blive genoptaget. Heldigvis fik City-fansene lige et energiboost af Haaland-målet, så nogle af os kunne holde den sene nattepause ud. Og pludselig, lige så hurtigt som kampen var blevet stoppet, så det ud til at starte igen, med nyheden om, at halvlegene kun ville vare 40 minutter. Resten af halvlegen forløb forholdsvis begivenhedsløst bortset fra et mål i halvlegens sidste minutter, igen scoret af Erling Haaland, men det endte med at blive fejlagtigt dømt offside på.


På grund af den lange afbrydelse varede pausen kun 5 minutter. Da anden halvleg startede var det uden Haaland, da han blev skiftet ud til fordel for vores anden nye angriber, Julian Alvarez. Anden halvleg var enormt begivenhedsløs og det eneste interessante der skete var bare at City spillede deres sædvanlige fodbold. Der var et par små chancer, og City burde nok have scoret et mål eller to mere, men det skete desværre ikke. I anden halvleg var der nogle markante udskiftninger, da Kalvin Phillips, Cole Palmer og vores 17-årige akademi-spiller Rico Lewis, som for nylig underskrev sin første professionelle kontrakt, kom ind. Lewis var faktisk meget tæt på at score et mål, da han helt selv driblede forbi Bayerns forsvarslinje og hamrede bolden ind på den højre stolpe.


Efter den strålende opvisning fra Citys side sluttede kampen endelig. En kamp, der startede kl. 01.15 og sluttede kl. 03.40. Jack Grealish endte med at vinde Man of the Match, hvilket han fortjente, da han var genial i hele kampens varighed. I sidste ende kom det hele dog til at handle om én mand, nemlig den skandinaviske tordengud Erling Braut Haaland.






0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page