På lørdag støder Manchester City og Liverpool sammen i den traditionsrige Community Shield kamp. Vi lader igennem ugen op til braget. Forleden fik vi en update fra Liverpool-lejren og Clark James. I dag med indspark fra vores allesammens Søren Langelund.
Han har prøvet det mange gange før. At skulle stå på mål for City og alt det, der hører med. Han er aktiv på Twitter, og debatterer ivrigt med alle, der har lyst til en god, saglig debat. Han har været gæst i Cityzen Dane, samt PL-podcasten, PL Showet, og han var vores allesammens stemme i det tidligere debatprogram, PL-parlementet. Derfor findes der næppe en bedre mand at spørge, når det kommer til forventningerne til det tidlige topbrag på lørdag. Det har Cityzen Dane gjort.
- Det er en vigtig test af, hvor spillerne står nu her. Forhåbentligt kan vi se noget vildskab, som da Walker reddede bolden på stregen i 2019, men jeg forventer to hold med en del rust og bremsen trukket, forudser dagens gæst, Søren Langelund.
"For mig at se er det her den potentielt mest spændende sæson i flere år. City står foran en større fornyelse både hvad angår spillere og spillestil, og særligt tilføjelsen af to deciderede angribere bliver enormt spændende at følge." - Søren Langelund
Hvor står City?
Som nævnt i den forrige artikel med Clark James, så har Citys optakt været langt fra optimal. Klubben har været et smut i USA for at spille to træningskampe. Udfaldet blev som bekendt sejre, men det var langt fra med en fuldendt trup.
- City har kun spillet to kampe, og en del spillere kom ikke med på pre season tour pga covid-restriktioner, men med det in mente, ser holdet fit og udmærket ud. Vi har lidt problemer med småskader og få valgmuligheder i bagkæden, men det er næppe for alvor bekymrende. Når man har fulgt træningerne over sommeren har jeg særligt hæftet mig ved, at spillerne ser fysisk og mentalt mere veludhvilede ud end efter sidste års EM-slutrunde. Gejsten ser ud til at være der - måske også pga. nogle af de nye tilføjelser, siger Søren Langelund opmuntrende.
Alt er altså ikke udelukkende bekymrende. De mange salg af ellers etablerede spillere bør ikke udelukkende ses som negativt. Det var en naturlig fornyelse, som kan komme til at hjælpe City fremover. Men det kan komme til at spille en rolle på kortsigt, at mange spillere skal finde sine ben i den nuværende trup. I hvert fald hvis man spørger dagens gæst.
- Sterling og Jesus er to klassespillere, men i mine øjne fik vi udmærkede penge for dem, og særligt Sterling virkede demotiveret til sidst. Jeg glæder mig også til at se Cole Palmer mere i den her sæson, siden vi ikke har købt en reel erstatning for Sterling. Zinnie (red. Zinchenko) tror jeg bliver ham, vi kommer til at savne mest fra sæsonstart. Særligt hvis vi ikke lander Cucurella, fortæller den mangeårige City-fan.
- For mig at se er det her den potentielt mest spændende sæson i flere år. City står foran en større fornyelse både hvad angår spillere og spillestil, og særligt tilføjelsen af to deciderede angribere bliver enormt spændende at følge. Mange forventer med rette meget af Haaland fra start, men jeg tror ikke man må glemme hvor lang tids indkøring de fleste offensive spillere altid har under Pep. Så det kan godt blive bumpy og mere eksperimenterende frem mod VM.
Søren melder sig klar til sæsonstart med den nye Haaland trøje.
De evige mesterskabsrivaler
Som enhver god manager, bliver man naturligvis også nød til at kigge på den modstand, man skal møde. Hvilke kvaliteter har de, og hvordan forventer man, at de spiller kampen om sæsonens første trofæ? Liverpool mandskabet er, ifølge dagens udspurgte gæst, på mange måder i samme situation som Manchester City.
- Jeg tror egentlig de står en lille smule svækket fra starten af, fordi Nunez ikke er spillet nok ind endnu til at afløse Mané. Men det er formentlig i småtingsafdelingen. Det bliver virkeligt interessant at se, om Salah er tilbage i sjette gear efter nogle skuffende kampe i slutningen af sidste sæson. Carvalho har set virkelig spændende ud i pre-season, og med lidt held får en større rolle i starten af sæsonen, end de fleste regner med. Han ligner en spiller, Klopp knuselsker at forme, analyserer den erfarne City-fan.
Liverpool har altså også nogle spørgsmålstegn inden sæsonen. Derfor bliver morgendagens kamp yderst interessant at følge, da den kommer til at besvare mange af vores spørgsmål. Det bliver næppe mindre interessant end de foregående sæsoner, og hvem kommer til at trække det længste strå? Det er umuligt at forudse, så lad os kigge på lørdagens kamp i stedet.
Sørens forudsigelser
- Jeg tror ikke, at spillerne som ikke var med på pre tour starter inde, så bedste gæt vil være en opstilling a la mod Bayern, blot med Walker fra start. Og ja, jeg tror også Erling starter - selvom han næppe spiller 90 min. Mahrez har ikke set super skarp ud, så måske han ryger til fordel for Palmer eller Foden. Men jeg gætter på følgende:
Ederson - Walker Dias Aké Cancelo - Rodri Bernado KDB - Mahrez Haaland Grealish, konkluderer Søren Langelund.
Hvad med resultatet? Det skulle vi naturligvis også have en kortfattet forudsigelse om.
- Det er tæt på umuligt at gætte, for hvem ved om hele anden halvleg bliver spillet med lutter reservespillere. Men jeg skyder på, at det bliver rimelig kontrolleret og dermed målfattigt. Lad mig sige 2-1 til City, blot for at have ja-hatten på, men det kan nærmest blive alt mellem himmel og jord, afslutter den optimistiske City-fan.
OBS: Husk alle Cityzens i København og omegn mødes på Shamrock i morgen, og ser Community Shield Finalen mod Liverpool. Læs mere her
Alle artikler på Cityzen Dane er produceret i samarbejde med den officielle skandinaviske Manchester City Fan klub. Skal du ikke være medlem? Læs mere her
Comments