Postkort fra Parken

Decibelmåleren sprang tirsdag aften, da mestrene fra Manchester trådte ind på Parkens græstæppe til den første 1/8-finale i dette års Champions League. Alt sammen på en aften, hvor de medrejsende lyseblå trøjer festede til solen stod op.

Medrejsende Manchester City-fans fejrer Fodens scoring til 3-1 Foto: Frederik Berga Rasmussen

For andet år i træk stod der København H på min digitale togbillet. Dog var intet som sidste år.

For selvom ruten langs skinnerne var præcist den samme, så galopperede pulsen i et tempo, jeg sjældent havde prøvet før.

Her stod jeg så og trippede midt på Odense Banegård, imens jeg tjekkede min brune skuldertaske igennem en sidste gang.

Nede i den lå min mikrofon, notesblok, computer, oplader, kuglepen og pressekort rodet sammen. Men alt var der.

Som der stod fem minutter til afgang på infoskærmen, voksede en skikkelse sig større, i takt med rulletrappen bevægede sig langsomt opad.

Skikkelsen blev til et velkendt ansigt i form af min ven og kollega Frederik Berga, der skulle med mig til hovedstaden.

Som vores øjne fangede hinanden, følte jeg en intern forståelse af, at vi i dag skulle opleve noget helt specielt sammen.

Nemlig at vi begge skulle have vores debut som journalister i Champions League.

Her stod vi så på en banegård, et sted der kunne føre os i alle retninger, men der var kun én rigtig destination denne dag.

Tankemylder på togturen

Da vi betragtede toget nærme sig i horisonten fra perronens asfalt, gik det op for mig, at det ikke bare var en hvilken som helst kamp, vi snart bevægede os i retning mod.

Frederiks telefon var rødglødende. Danmarks Radio, TV 2, Viaplay...

Alle ville i kontakt med Cityzen Dane.

At min og hans hjerteklub, Manchester City, skulle spille i Parken, var i sig selv vildt nok.

Men at medieopmærksomheden var så markant omkring opgøret og Manchester City-fansene kom bag på mig.

Jeg spurgte aldrig Frederik ind til det den dag, men det lignede for mig, at han kiggede stolt ned på telefonen, hver gang den ringede med et nyt nummer på skærmen.

Vi havde kun lige smidt taskerne på hattehylden og sat os, før vores øjne fangede hinanden igen.

"Skal vi lige have en øl?"

- spurgte Frederik

Inde i hovedet tænkte jeg kort, at man jo egentlig ikke burde drikke øl, når man skal holde fokus.

På den anden side var mit hoved lige så rodet med tanker, som min taske var med udstyr på det tidspunkt.

Måske en øl kunne hjælpe.

"Ja"

- svarede jeg

To sorte humlegranater blev hurtigt efter hevet ned fra hattehylden og sat på bordet foran os.

Og som var det magi, fløj sommerfuglene for en stund ud af maven.

Måske var den velkendte smag fra en Odense Classic lige netop, hvad der skulle til.

Anton Kranf (tv.) og Frederik Berga (th.) på vej mod København Foto: Anton Kranf

Old Irish, new friends

Derfra føltes det som om, at vi sad i et kinesisk lyntog.

I hvert fald forsvandt provinsbyerne bag os, og pludselig kunne togføreren gennem den dårlige højtaler i toget fortælle, at vi var nået frem til storbyen, hvor aftenens kamp skulle spilles.

Det digitale ur i toppen af toget viste 14:06, og en hurtig hovedregning forsikrede mig om, at der nu var syv timer til, at jeg skulle høre startfløjtet.

Før det skulle vi to fynboere dog finde The Old Irish Pub.

Jeg havde øvet ruten fra Hovedbanegården til pubben hjemmefra.

Højre fra enden af rulletrappen, venstre fra udgangen, højre i lyskrydset & destination på venstre hånd.

Og rigtigt nok blev vi på venstre hånd mødt af en facade udgjort af lyseblå trøjer, der dækkede for indgangen til pubben.

Det er mærkeligt at føle sig hjemme et sted, hvor man aldrig før har været.

Nu engang føltes dette enorme, mørke og indelukkede rum som hjem.

Måske fordi jeg kunne gå rundt i en City-trøje uden, at jeg blev svinet til som person, uden jeg skulle stå på mål for noget, der intet har med min person at gøre.

Egentlig absurd, når jeg tænker over det, men sådan er vilkårene som lyseblå fan.

Musiker Stephen Cooper med Manchester City-fans Foto: The Old Irish Pub - Copenhagen

Som viserne tog sine runder omkring urskiven, føltes det store rum på baren mindre og mindre.

Et hav af mennesker havde fundet vej til den samme adresse.

Ovenfra mindede det om et lyseblåt ocean, som trøjerne bevægede sig op og ned i takt til Stephen Coopers sprøde røst fra scenen dybest inde i mørket.

Imens Cooper skænkede fansene gave efter gave på guitaren, skænkede bartenderne i rekordfart gyldne fadøl til de festglade gæster, inden det blev tid til, at flokken migrerede til Østerbro.

Drengedrømmen går i opfyldelse

Som i enhver berettermodel arbejder en historie sig frem mod et klimaks. Mit klimaks?

Jeg stod nu ude foran Parken, som jeg også gjorde sæsonen forinden.

Opgøret var mellem de to samme hold. Men denne gang stod jeg foran indgang A12.

Under stod der med store hvide blokbogstaver skrevet: "Media Access".

Derfra handlede det om 5-10 skridt hen til skranken, hvor jeg skulle sige mit navn. Anton Kranf.

Hvad der nok var få sekunder føltes som minutter, imens de ledte efter mit navn på de fyldte A4-sider af navne.

"Velkommen til Anton, det er bare lige op ad trappen og til højre", lød det fra den unge, smilende kvinde ved skranken.

Nu var den hjemme. Akkrediteringen var kommet om halsen.

CBS, Daily Mail, ESPN, Reuters, Sky Sport, The Guardian, The Sun & UEFA.

Alle de store var der. Jeg var der.

Derfra var der kun tilbage at bestige de grå trin af beton.

En opgave, der føltes overskuelig. Intet kunne gå galt nu.

Jeg satte mig på forreste række blandt mængden af journalister.

Jeg følte mig som ham den nye i klassen, men alligevel var det meget rart, at horden af elitejournalister forsvandt om bag mig.

Nu var det bare mig og min fodboldkamp.

Mig (Anton Kranf) i presseområdet inden kampstart Foto: Frederik Berga Rasmussen

Min første iagttagelse var, at de hvidklædte FCK-fans var kommet i Parken denne aften for at briste trommehinder.

En helt fantastisk, men samtidig voldsom stemning kom fra alle afkroge af det danske nationalstadion.

Det var ikke alt, de sang, som jeg forstod.

Men at hjemmebanefansene sang: "nu er der kun en ting, der tæller", kunne man ikke tage fejl af.

Og hvad der talte for FCK, var at skabe en sensation.

Helt tæt på eventyret

Fra start- til slutfløjtet var der ro på inden i. Faktisk nød jeg bare, at være til stede.

Men da dommeren i den neongule trøje tog fløjten i munden for sidste gang, vidste jeg, at jeg forholdvis hurtigt skulle nå ned ad de samme trapper, jeg var kommet op ad.

Problemet var bare, at det var med kamerastativ og fire tasker på ryggen i et menneskemylder af FCK-fans, der skulle nå det første S-tog hjem.

Jeg maste mig uhøfligt gennem fremmede ansigter, indtil jeg var, hvor jeg skulle være.

Alle fire tasker og jeg selv nåede bunden, og der ventede Frederik, der havde betragtet kampen fra baglinjen.

Taskerne blev smidt, og mikrofonen hevet frem.

For kunne man få en kommentar fra en Manchester City-spiller?

En svær opgave sagde de fleste, men jeg troede på det.

Først ud kom de trætte FCK-spillere, der skulle lade som om, de stadig troede på avancement.

Rasmus Falk, Magnus Mattsson, Viktor Claesson og træner Jacob Neestrup.

Alle sammen fik spørgsmål, men det var ikke derfor, jeg var der.

Så skete det. Under en meter fra mig kom Ederson gående, intet svar.

Så Oscar Bobb, det samme.

Ruben Dias, Bernado Silva, Kyle Walker & John Stones. Korte smil, men ingen tid til spørgsmål.

Som det så sort ud, kom pludselig Nathan Aké gående.

Ingen andre journalister sagde noget, så jeg blev i tvivl, om jeg skulle. Men jeg prøvede.

Og så stod han der. En halv meter fra mig. De brune øjne kiggede direkte ind i mit pludseligt nervøse ansigt.

En oplevelse, der gjorde skuldrene lidt bredere på rækken af pressefolk.

Nathan Aké i interview efter kampen Foto: Frederik Berga

Da Frederik og jeg pakkede sammen i Parken, var jeg træt. Stolt, men træt.

Det var først på vej hjem i toget, da jeg sad med halvlukkede øjne, at jeg kunne finde hoved og hale i de oplevelser, jeg havde fået.

En ting lovede jeg mig selv, at det her ikke blev sidste gang.