Postkort fra Etihad: Fra dys- til eufori

Hvad der til halvleg lignede en mareridts-debut på Etihad Stadium for mit vedkommende, udviklede sig til en af de vildeste oplevelser længe.

Et højlydt fløjt blev efterfulgt af en intens buhen, da tusindvis af fans iklædt lyseblåt kunne gå til halvleg bagud 0-2 til Tottenham. Frustrationerne fik frit løb, og et ellers indtil da stille stadion gav nu ekstremt meget lyd fra sig. Om det var rettet mod spillerne eller dommeren har efterfølgende fyldt meget i medierne, men fra Colin Bell Stand var lyden uden tvivl rettet direkte mod dommeren. Men nok om det, dette skriv skal i stedet for handle om noget helt andet. Dette var nemlig min første tur til Manchester, og hvilken første tur det blev!

Dronningens død og FA Cup-kampe

Vi starter, hvor det hele startede. Nemlig da jeg tilbage d. 14. maj 2022 fik mit livs fødselsdagsgave. En fly- og kampbillet til en kamp med Manchester City på Etihad Stadium. Og det var ikke bare en billet, men en drøm indpakket i gavepapir, jeg modtog den morgen. Rimelig hurtigt så jeg mig varm på at se City - Tottenham, som jo oprindeligt skulle være spillet tilbage i efteråret. Men da Dronning Elizabeth døde 8. september blev kampen aflyst, hvilket betød jeg måtte kigge efter en ny kamp.

Efter en masse koordinering frem og tilbage blev det pludselig muligt at se samme kamp, blot d. 19. januar. Men her kom så næste problem. Denne kampdato var nemlig betinget af, at hverken City eller Tottenham skulle ud i omkamp i deres respektive FA Cup-kampe. Det betød, at der gik lang tid før, man vidste, om de skulle spille den givne dato. Her smadrede City dog de mørkeblå fra London, og Tottenham hev også en kneben sejr hjem.

Nu var drømmen inden for rækkevide, men næste problem pressede sig da på. For hvordan får en fan, der aldrig har været med på stadion lige billetter til en kamp mod et top 6-hold? En god ven foreslog at købe et Matchday Membership, pr. person, hvilket giver en fortrinsret til at købe billetter hos Manchester City. Med denne viden i baghånden kunne vi kort efter slutfløjtet i FA Cuppen vente på, at billetsalget åbnede. Og som en ægte teenagepige, der jagter koncertbilletter til Harry Styles, spammede jeg linket, indtil jeg blev lukket ind. Få minutter efter sad jeg med to billetter, men jeg vidste endnu ikke, hvad der ville vente mig i Manchester.

En ikke problemfri rejse mod England

Da fødselsdagsgaven var fra mine svigerforældre og min kæreste, skulle vi alle sammen afsted til England sammen. For at indfri alle ønsker fløj vi fra Billund til London, så vi også kunne få lidt storbyferie med i rejsen. Da vi kørte fra Odense mod Billund, kunne vi godt se, at sneen var begyndt at falde i det jyske, men lige inden afgang var der faldet så meget, at vi begyndte at frygte for, om vi overhovedet kunne komme i luften. En halvanden time sad vi i fuldstændig uvished om, hvorvidt vi skulle se kampen på et tv eller live på stadion. Dagens første, men langt fra sidste, forløsning kom, da piloten over en utydelig radiomelding kaldte "ready to take off ". Og heldigvis kunne vi efterlade snevejret i Danmark. For da vi landede i Stansted Airport, var det til solskin og klart vejr, hvor vi kunne tage et tog direkte ind til London centrum. Her havde vi indlogeret os på et hotel, hvor der var nem adgang til metrosystemet.

Fra London til Manchester

I London efterlod svigerfar og jeg vores partnere, der af en eller anden mærkværdig årsag foretrak at bruge aftenen på at se Hamilton i stedet for fodbold. Men videre med os, hvor vi fra London kunne sætte os ind i et tog, der tog os direkte fra hovedstaden til Manchester. Da Tottenham var dagens modstander, havde vi besluttet ikke at iføre os lyseblåt, før vi nåede Manchester, da vi ikke så nogen årsag til at fremtvinge unødvendige sammenstød. Dog var der dog mere end en håndfuld Manchester City-trøjer at finde bare i vores togvogn, og på intet tidspunkter var der nogen problemer, hvilket var en glædelig overraskelse. På togturen kunne man blandt andet se Wembley i distancen, hvilket også var en oplevelse. Dog var det intet sammenlignet med, hvad der pludselig dukkede op ud af venstre vindue et par timer efter i Manchester.

Et hjem væk fra hjemmet

Rejsen var nu stort set ovre. Vi stod på Manchester togstation, og hvad end der havde været af stress, var nu væk. Nu var der kun en ting i tankerne, og det var fodbold. Min svigerfar havde kort forinden været i Manchester, hvor han desværre med sine venner havde set de røde spille i samme by (han er blevet tilgivet for sin fejl). Det gode var dog, at han derfor kendte til, hvor der var nogle rigtigt gode bryggerier. Manchester har virkelig meget at byde på, når det kommer til øl, så jeg kan kun anbefale at komme til byen i god tid på en kampdag og planlægge en rute hjemmefra.

Jeg havde kun haft et enkelt ønske til ruten, og det var at nå forbi Mary D's Beamish Bar, som er et mekka for City-fans. Og snak om at ting går op i en højere enhed. Med Etihad blot 100 meter væk var vi omringet af tusindvis af festglade englændere, som alle delte en kærlighed for den samme klub som jeg. Her vil jeg samtidig slå et slag for at prøve deres Mary D's Blue Moon Lager, en særdeles fremragende øl. Det var tydeligt, at dette sted var specielt. Her mødtes børn, unge, voksne og gamle. En virkelig fantastisk oplevelse man skylder sig selv.

Turen til stadion

En øl eller fem senere gik turen nu over vejen til Etihad. Vi var i god tid, så vi besluttede os for at tage en runde rundt om stadion. På vejen skulle svigerfar af med sin rygsæk i et drop off-rum lige uden for stadion (vagterne kan altid vise dig, hvor du skal gå hen). Og her stod jeg pludselig helt for mig selv i et kort øjeblik. Men et øjeblik der var nok til, at det hele ramte på en gang. En livslang drøm var blevet en realitet. Jeg kunne stort set røre stadion, glade og syngende fans omringede mig, jeg var en del af det, jeg altid havde drømt om. Dette lille moment var nok til at lade en tåre trille ned af venstre kind, jeg var her fandme!

Kampens start

Alt var perfekt, vi var inde på stadion, vi havde købt merchandise i fanshoppen, hvor der fandtes overraskende gode tilbud. Sulten havde også så småt ramt, og vi fik begge en yderst lækker tærte til at supplere øllene på stadion. Det eneste minus var, at man ikke må tage øllene med ind på sine pladser, det en ommer Premier League. Nå, men øllene blev tømt, og vi bevægede os op mod øvre del af Colin Bell Stand, hvor vi var placeret meget tæt på South Stand, da vi gerne ville have så meget stemning som muligt. Indledende var det lovende, da der blev igangsat et fedt lysshow med projektører og laserer. Vi var i hvert fald i stemning.

Desværre må jeg blankt indrømme, at når Guardiola efter kampen og samtlige af vores rivaler gennem mange år, kritiserer lydniveauet, så er det på sin plads. Selv i Odense gør vi det bedre, end hvad vi oplevede på Etihad. Dog gjorde vi to vores for at opretholde bare lidt stemning omkring vores pladser. Men det er svært at skabe stemning, når man kommer bagud. Især når det er med 0-2... Det bringer os tilbage til artiklens start, for nøj hvor var folk slukøret i pausen. Hos os gik pausen med at se håndbold, simpelthen bare for at få tankerne væk fra, hvad vi lige havde været vidner til.

Fest og farver natten lang

2. halvleg kunne nu gå igang, efter håndboldherrerne også lige havde skuffet mod Kroatien. Efter at have set FCK - Manchester City i Parken i efteråret, troede vi begge, at vi havde set den værste Manchester City-præstation live, men det her overgik det med længder. Hvad der ender med at blive starten på en folkefest, kommer da Álvarez sparker bolden i nettet til 1-2. Allerede her mærkede man stemningen løfte sig, men troen på en sejr var der stadig ikke på tribunerne omkring os.

Udligning, føring & udbygning. Det var et helt andet stadion i 2. halvleg, og South Stand vågnede endelig op og fik skabt stemning. Selvfølgelig super fedt for mig, der så min første kamp på Etihad, men det nytter ikke noget, at man første begynder, når man kommer sikkert foran med 4-2.

Og denne aften var en sejr ikke bare en sejr. Det var stort, personligt noget af det største i mit liv. Efter slutfløjtet kørte adrenalinen i hele kroppen, og festen fortsatte på Mary D's, hvor vi blev, indtil det blev tid til at sætte os i en natbus tilbage til London. Med det takker jeg af for min første, men langt fra sidste gang på Etihad i Manchester.