Dette er den anden artikel i serien af Manchester Citys værste transfers siden 2008, hvor vi denne gang kigger nærmere på fem nye spillere, der ikke slog igennem i klubben. Har du endnu ikke læst den første artikel i serien, kan du med fordel gå tilbage og læse den først. Der får du en kort introduktion af konceptet og en beskrivelse af, hvilke kriterier der bedømmes ud fra. Derudover kan du læse om de fem værste transfers i de første tre år efter overtagelsen.
Som nævnt i den forrige artikel var der en del dårlige transfers i de første tre år efter overtagelsen, men der var selvfølgelig også nogle succesfulde handler i denne periode. Spillere som Carlos Tevez, Yaya Touré, Edin Džeko, David Silva og Sergio Agüero var helt afgørende for, at Manchester City vandt klubbens første Premier League titel i 44 år. Transfervinduet forud for 2012/13-sæsonen skulle da selvsagt bruges til at forbedre holdet i forsøget på at genvinde mesterskabet. Roberto Mancini havde store ambitioner på Manchester Citys vegne, hvorfor han ønskede at forstærke en i forvejen god trup med spillere som Eden Hazard, Alexis Sanchez og Robin Van Persie. Klubben endte dog langt fra med at købe ind fra den allerøverste hylde, og derfor måtte Mancini nøjes med at forstærke holdet med spillere af en helt anden kaliber. Den temperamentsfulde Italiener blev en smule frustreret over, hvad han mente var mangel på meningsfulde spillerindkøb, hvorfor han beklagede sig til den daværende sportsdirektør, Brian Marwood. Transfervinduet forud for 2012/13-sæsonen var så dårligt, at man snildt kunne lave en hel artikel udelukkende med mislykkedes handler derfra. Det er dog ikke tilfældet, eftersom der er andre spillere, der ikke kan udlades at have med på listen. Derfor har jeg nøje udvalgt, hvad jeg synes har været de tre dårligste spillerindkøb fra det føromtalte transfervindue.
Jack Rodwell
En af de tre spillere, der blev hentet til klubben i transfervinduet forud for 2012/13-sæsonen var Jack Rodwell, der blev købt for £12 millioner. Efter fire sæsoner som førsteholdsspiller i Everton sikrede den dengang 21-årige midtbanespiller sig et skifte til Manchester City. De var overbeviste om, at han var en klog langsigtet investering, hvilket man ikke kan fortænke dem i at tro. Med det køb så man ud til at fremtidssikre midtbanen med en spiller, der blev betragtet som et af de største talenter i engelsk fodbold. Ligesom så mange andre gennem tiden blev Rodwell offer for det store pres, som hviler på en spiller, der skifter til en storklub. Der var flere grunde til, at den unge englænder ikke slog igennem i Manchester City. Først og fremmest var Rodwell desværre meget hårdt ramt af skader. Han havde knap nok trukket den lyseblå trøje over hovedet, inden han måtte se til fra sidelinjen i tre måneder grundet den første af to muskelskader i baglåret. Dét frustrerede Rodwell i en sådan grad, at han tog all midler i brug for at forhindre fremtidige skader dog uden held. I forsøget på dét flyttede han blandt andet tættere på træningsanlægget. Derved kunne han mindske den tid han sad i bilen, eftersom han følte det gjorde ham en stiv i kroppen. For at minimere belastningen af kroppen yderligere skiftede han sin sportsvogn ud med en Jeep, som var mere stabil at køre i. Dertil begyndte Rodwell at dyrke yoga, og skiftede tilmed sin hovedpude, hvilket i den grad viser, hvor ivrig han var efter at komme sit problem til livs. Foruden tre lårskader, som prægede hans tid i klubben, var Rodwell også udfordret på spilletid grundet stor konkurrence på midtbanen. Til trods for sit store talent formåede han ikke at tilkæmpe sig en startplads foran spillere som Yaya Touré, James Milner, Nigel De Jong og Fernandinho. Konsekvensen af de mange skader og den interne konkurrence på holdet var, at Jack Rodwell kun spillede 25 kampe for Manchester City - 10 fra start og 15 som indskifter. Efter blot to sæsoner i klubben skiftede han til Sunderland i jagten på regelmæssig spilletid. Det eneste Manchester City kunne trøste sig ved var, at de var i stand til at sælge ham for i omegnen af £10 millioner - tabet på ham var mindre end man kunne have forventet.
Scott Sinclair
Fra et tidligere engelsk stortalent til et andet retter vi nu fokus på Scott Sinclair, der ligeså blev hentet til klubben i det famøse og føromtalte transfervindue for £8 millioner. Til trods for et par succesfulde år hos Swansea blev købet af den engelske kantspiller mødt med undren og skepsis. Som nævnt indledningsvis var forventningen nemlig, at de nykårede mestre fra Manchester City ville forstærke sig med et par topspillere. Den kategori faldt Scott Sinclair utvivlsomt ikke ind i. Internt i klubben var man dog overbevist om, at han var et fund for de penge, man havde betalt. Der var en forventning om, at Scott Sinclair ville præstere på et hold, hvor han var omgivet af topspillere, der kunne være med til at løfte hans niveau. Den overbevisning delte Sinclair, der så det som en god mulighed for at blive den bedste version af sig selv. Kritikerne derimod var af den opfattelse, at skiftet mere eller mindre kun drejede sig om penge - han fik en klækkelig lønforhøjelse. Den hurtige kantspiller blev desværre ikke den gevinst for Manchetser Citys offensiv, som han selv og klubben havde håbet på. Scott Sinclair spillede blot femten kampe i den lyseblå trøje fordelt over alle turneringer i sin første sæson, hvor han hverken fik scoret eller assisteret en eneste gang. Den nu 33-årige englænder har sidenhen været ude at ytre sig om den begrænsede mængde spilletid. Han mener ikke selv, at han fik en reel chance for at vise sit værd. Uden at vide det, kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det i virkeligheden mere var ledelsens beslutning at hente Scott Sinclair til klubben, end det var Mancinis ønske. Det virkede i hvert fald ikke til, at Mancini havde stor tillid til den engelske offensiv-spiller. Ellers havde han vel brugt ham mere i en sæson, hvor holdet havde meget store problemer med at score mål. Heller ikke Manuel Pellegrini havde den stor fidus til den unge englænder. Sinclair spillede nemlig kun sølle 25 minutters fodbold for City fordelt over en halv sæson i en periode på to år med chileneren i spidsen. Det resterende halvtandet år var han udlejet til henholdsvis West Brom og Aston Villa. Efter tre mareridtsår hos Manchester City, hvor han blot spillede 385 minutter i den lyseblå trøje, var Sinclair desperat efter at finde en ny klub. Det var dog vanskeligt at få skippet ham afsted til en tilfredsstillende pris. Samtlige interesserede klubber var nemlig bevidste om, at Manchester City var ivrige efter at skille sig af med ham, hvilket påvirkede hans pris i en negativ retning. Klubben led et tab på £5 millioner ved salget af Sinclair, da han i sommeren 2015 blev solgt til Aston Villa for £3 millioner. Senere skiftede han til Celtic, hvor han for alvor fik genstartet karrieren i en alder af 27 år. I forbindelse med at være blevet genforenet med Brendan Rodgers i den skotske storklub udtalte Sinclair, at han ikke fortrød sit skifte til Manchetser City, men at han så tilbage på det som en oplevelse.
Javi Garcia
Den tredje og sidste spiller fra sommertransfervinduet 2012 er Javi Garcia, hvor det retfærdigvis skal nævnes, at han ligger i den bedre ende af Manchester Citys dårligste spillerindkøb. Spanierens tid i klubben var nemlig langt fra katastrofal, men den var heller ikke fantastisk. Garcia fik som ung sin fodboldopdragelse i Real Madrid inden han skiftede til Benfica. Efter tre år blev han købt af Manchester City for £16 millioner. På grund af det høje prisskilt og en løn på £110,000 om ugen var der naturligvis store forventninger til den defensive midtbanespiller. Desuden blev han hentet ind som direkte erstatning for Nigel De Jong, der var elsket af City-fansene, hvilket ikke gjorde presset mindre. Modsat mange af klubbens andre fejlindkøb spillede Garcia faktisk en hel del kampe i den lyseblå trøje - han blev noteret for 76 optrædener. Spanieren blev for det meste brugt som rotationsspiller. Garcia fik en blandet start på tilværelsen i England, idet han scorede i sin debut mod Stoke City, men han blev samtidig også ramt af en skade i starten af sæsonen, der holdt ham ude i fem kampe. Hans største udfordring var dog, at han kæmpede med sprogbarrieren, hvilket gjorde det svært for ham at integrere sig med sine nye holdkammerater. Garcia fik heldigvis mere styr på livet i England som tiden gik hjulpet godt på vej af, at hans engelskekundskaber blev forbedret. I sommeren 2013 opstod der endnu et problem for Garcia, idet ledelsen fyrede Mancini, der havde hentet spanieren til klubben. Det førte til en radikal transformation af holdets spillestil, da han blev erstattet af Manuel Pellegrini, der praktiserede en mere angrebsbetonet og boldbesiddende form for fodbold. Garcia har sidenhen udtalt til Manchester Citys hjemmeside, at holdet tydeligt mærkede forskellen ved overgangen fra Mancini til Pellegrini. Han måtte sande, at det ikke var en spillestil, der passede til en type som ham. Garcia var nemlig alt for langsom, og havde ikke afleveringsevnerne til at diktere tempoet i kampene. Det var ikke just tilfældet for hans to konkurrenter i skikkelse af Yaya Touré og Fernandinho, som begge havde netop de kvaliteter, der var påkrævet. Deres makkerskab på den centrale midtbane betød, at Javi Garcia oftest enten spillede ude af position i midterforsvaret eller blev brugt som indskifter. Henimod slutningen af sæsonen, hvor det skulle afgøres, spillede spanieren ikke desto mindre en vital rolle i mesterskabskampen, som The Blues trak sig sejrrigt ud af. Det var trods alt ikke nok til at overbevise Pellegrini om, at han havde en fremtid i klubben. Derfor blev Garcia i sommeren 2014 solgt til Zenit Skt. Petersburg for £13 millioner. Min generelle opfattelse er, at mange City-fans husker spanieren som et større flop, end hvad tilfældet var. Han blev sågar af nogle fans set som et symbol på klubbens dårlige transferstrategi fra starten og til midten af 10´erne. Han var selvfølgelig ikke en spiller, der for alvor var med til at flytte klubben fremad, og han blev heller aldrig en rigtig fuldgod erstatning for Nigel De Jong, som klubben og fansene forventede. Men han formåede alligevel at etablere sig som en habil backup på den centrale midtbane og i midterforsvaret. Problemet var givetvis, at han blev stemplet som et flop efter meget kort tid i klubben, og at han derefter aldrig formåede at vinde fansenes kærlighed. Det skal måske være en læresteg til os fans om, at vi skal passe på med at fælde dom for hurtigt over spillerne, da det kan gøre livet i en ny klub endnu sværere for dem
Stevan Jovetić
Manchester City har historisk set blot haft tilknyttet to spillere med montenegrinsk pas, og begge hører i følge undertegnet til blandt nogle af klubbens værste transfers. I den forrige artikel kiggede vi mærmere på Stefan Savić, og i denne omgang er det så hans landsmand. Stevan Jovetić blev hentet til klubben for £22 millioner i sommeren 2013 efter fem sæsoner hos Fiorentina, hvor han scorede 40 mål og lavede 21 assists i 134 kampe. Montenegrineren var på daværende tidspunkt absolut en af de hotteste og mest eftertragtede unge spillere. Han afviste angiveligt tilbud fra en række europæiske topklubber heriblandt Real Madrid og Juventus inden skiftet til den lyseblå del af Manchester. Der var naturligvis store forventninger til den dengang kun 23-årige angriber, der var udset som førsteudfordrer til Sergio Agüero og Edin Džeko om pladserne i den forreste kæde. På trods af sit åbenlyse talent lykkedes Jovetić ikke med at slå igennem hos The Blues. Der var flere grunde til det, og en af dem var skader, der gjorde, at han missede hele 34 kampe på to sæsoner. Dét kunne umuligt være kommet som en overraskelse, eftersom Jovetić også var meget skadesplaget i Fiorentina. Holdets daværende træner, Manuel Pellegrini, fremhævede netop skadesproblemerne som hovedårsagen til, at man i sidste ende valgte at sælge montenegrineren. Og når han endelig var skadesfri leverede han ikke på det forventede niveau. Det gjorde det ikke ligefrem nemmere for Jovetić, at holdet var godt besat på hans position. Hans chancer blev dog markant forbedret, idet klubben noget overraskende valgte at leje den spanske angriber, Álvaro Negredo, ud i sommertransfervinduet 2014. Trods det kom Jovetić ikke tættere på en fast startplads det efterfølgende halve år. Derfor hentede man Wilfried Bony til klubben halvvejs gennem 2014/15-sæsonen, hvilket blev yderst vitalt for Jovetić. Som straf for at have brudt UEFA´s Financial Fair Play-regler var klubben begrænset til kun at have 16 ikke-engelske spillere i Champions League truppen fremfor de sædvanlige 17. I følge Manuel Pellegrini havde holdet mere brug for en boksangriber fremfor en spiller med Jovetić` kvaliteter, og derfor udtog han Bony i stedet for netop Jovetić, som ellers havde været en del af truppen i gruppefasen. Det var en tydelig indikation af, at han var nederst i angrebshierarkiet bag Sergio Agüero, Edin Džeko og Wilfried Bony. Fravalget slog mere eller mindre det sidste søm i kisten for Jovetić` karriere i Manchester City. Han var ikke i stand til at bruge det som motivation til at vise træneren, at han havde truffet en forkert beslutning ved at undlade ham fra truppen. Jovetić har sidenhen udtalt, at han allerede var fast besluttet på at forlade klubben i februar i kølvandet på hele situationen omkring fravalget. Han fik sit længeventede skifte i det efterfølgende transfervindue, idet han blev udlejet til Inter. Efter et 18-måneders langt låneophold hentede Milano-klubben ham på en permanent basis i sommeren 2017 for £12 millioner. Det blev kun til 11 mål og 6 assists i 44 kampe for Jovetic i den lyseblå trøje, hvilket var skuffende taget forventningerne til ham i betragtning.
Wilfried Bony
For at gøre det hele endnu værre endte Wilfried Bony ud med at være et ligeså stort, hvis ikke et større flop end Jovetić, som han erstattede. Kunne man skrue tiden tilbage, er det derfor ikke usandsynligt, at Manchetser City vil gøre tingene om. Økonomisk set havde det i hvert fald været bedre at beholde Jovetić og ladet hans kontrakt løbe ud, i stedet for at sælge ham med et tab og købe Bony som afløser. Det kunne nemlig have sparet klubben for en del i spillerlønninger og transferudgifter. Den ivorianske angriber var som bekendt ikke en billig herre, idet han blev købt for £28 millioner, der på det tidspunkt gjorde ham til den dyreste afrikanske spiller. Og hvad angår hans løn, fik han mellem £100,000 og £120,000 om ugen, hvilket var noget mere, end det Stevan Jovetić tjente. Det skal retfærdigvis nævnes, at Wilfried Bony var en fremragende målscorer inden sit skifte til Manchester City, hvor han på seks og et halv år scorede hele 126 mål i 226 kampe for Sparta Prag, Vitesse Arnhem og Swansea.
Det var en angriber springfyldt med selvtillid, der blev hentet til klubben. Foruden at være den mest scorende spiller i Premier League i kalenderåret 2014 med 20 mål, havde Bony også vundet Africa Cup of Nations med Elfenbenskysten - landets første af slagsen i 23 år. Holdets daværende træner, Manuel Pellegrini, var særligt begejstret for købet Wilfried Bony, og så ham som en god tilføjelse til truppen. Han beskrev ivorianeren som en intelligent og dygtig fodboldspiller, der qua sin styrke var svær at markere. Bony selv var også forventningsfuld ovenpå skiftet til Manchester City, der gav ham muligheden for at spille Champions League, hvilket var en stor drøm for ham. Den ivorianske angriber fik beklageligvis en svær start på tilværelsen i det nordvestlige England, da deltagelsen ved de afrikanske mesterskaber forsinkede hans ankomst til klubben. Derudover resulterede skadesproblemer efter turneringen i, at Bony fik en vanskelig start. Det var blot et fingerpeg om hans forløb hos The Blues, som var meget skadespræget - han missede i alt 18 kampe grundet skader. Og hvis man tror, at det kun var starten på hans første halve år i klubben, der var problematisk, kan man godt tro om igen. Wilfried Bony blev såmænd også ramt af malaria i sommeren 2015. Foruden de fysiske konsekvenser medførte det også, at han missede forberedelserne frem mod den efterfølgende sæson. Det forværrede naturligvis hans mulighed for at tilpasse sig holdet, hvilket nok afspejlede sig i hans præstationer. Ivorianeren kæmpede under hele sit ophold med at få sparket bolden i kassen, og derfor kom han kun på måltavlen 11 gange i 46 kampe. Mærkeligt nok så Bony ud til at finde sig bedst til rette i Champions League, da han i gruppespillet i 2015/16-sæsonen havde hele 6 målinvolveringer i 4 kampe - 3 mål og 3 assists. Dermed spillede den ivorianske angriber en stor rolle i at sikre holdet videre avancement i turneringen. Det ændrede dog ikke på, at han var fortid i klubben efter ansættelsen af Pep Guardiola. Bony passede nemlig ikke ind i spanierens fodboldfilosofi, og derfor blev han først lejet ud til Stoke City og senere solgt til sin tidligere klub, Swansea, i sommeren 2017 for £12 millioner. Ingen forventede, at Bony ville tage pladsen fra Agüero som holdets førsteangriber, men at han ikke engang formåede at udfylde rollen som en kompetent reservespiller var skuffende. Man kan med rette mistænke det som et panikkøb, idet man primært hentede Bony til klubben som konsekvens af Jovetić` dårlige præstationer. Derudover passede ivorianerens færdigheder ikke ligefrem til Manchester Citys måde at spille fodbold på. Bonys tid i klubben var så dårlig, at han, som de faste lyttere af Cityzendanes podcast ved, lægger navn til den negative begivenhed på det faste holdepunkt, Rösler/Bony-skalaen.
Hvilke af de fem spillere, som vi har kigget nærmere på i denne artikel, husker du tilbage på som det største flop i den lyseblå City-trøje. Du er måske en af dem, der ærgrer dig over, at de to store engelske talenter i skikkelse af Rodwell og Sinclair aldrig indfriede deres potentiale. Det kan være, at du er en af dem, som bestemt ikke mener, at Javi Garcia har en berettigelse på listen. Eller er du måske ligesom jeg utrolig ærgerlig over, at Jovetić aldrig slog igennem taget hans enorme talent i betragtning. Det kan selvfølgelig også være, at du ligesom så mange andre City-fans ser Bony som den ubetinget værste transfer af de fem spillere. Lige meget hvad er du i hvert fald mere end velkommen til at give din mening til kende i kommentarfeltet.
コメント