Der er i skrivende stund ikke længe til, at januar-transfervinduet lukker, og så bliver det selvfølgelig spændende at se, hvilke spillere der bliver en succes i deres nye klubber, og hvem der falder igennem. I den forbindelse, hvorfor så ikke tage et kig tilbage i tiden med de kritiske briller, og rette fokus mod nogle af Manchester Citys største fejlindkøb. Den 1. september 2008 ændrede alt sig i og omkring klubben, da den blev opkøbt af Abu Dhabi United Group med Sheikh Mansour i spidsen. Siden da er det mildest talt ikke gået stille for sig, hvor City de seneste fjorten og et halvt år har hentet små 100 spillere.
Fordelt over tre artikler går vi i dybden med femte af klubbens værste transfers siden overtagelsen. Ligesom med så meget andet i fodbold, er spørgsmålet om, hvem der har været de dårligste spillerindkøb naturligvis subjektivt. Derfor er dette heller ikke en rangering af de største fejlindkøb, men blot en liste med nogle af de værste transfers siden 2008. Det har været et fokus at vælge nogle spillere fra forskellige tidspunkter i denne periode. Således kigges der i denne første artikel nærmere på fem af de dårligste spillerindkøb i de tidlige år efter overtagelsen.
Robinho
Vi starter meget passende ud med at kigge nærmere på Robinho, som var det første indkøb efter overtagelsen, da han blev hentet til Manchester City den 1. september 2008. Klubben var knap nok blevet solgt til de nye ejere, før man på transfervinduets sidste dag betalte £32,5 millioner for Robinho. Dermed blev han den dyreste spiller i engelsk fodbold - han fik tilmed en løn på £160.000 om ugen. Den offensive brasilianer blev hentet i Real Madrid, der var desperate for at få ham solgt. Robinho lignede dog længe en spiller, der var på vej til en anden engelsk klub i form af Chelsea, som også var hans drømmedestination. Klubben fra den vestlige del af London blev dog upopulære hos Real Madrid, da de solgte trøjer med brasilianerens navn på, før en endelig handel var på plads. Det kombineret med, at Real Madrid ikke ønskede at lade ham skifte til en klub, der spillede Champions League, nægtede de at sælge ham til Chelsea. Derfor endte Robinho som bekendt i Manchester City, der så ham som spilleren, der skulle være med til at starte et nyt kapitel i klubbens historie. Den dengang kun 24-årige brasilianer formåede dog ikke at leve op til forventningerne til trods for, at han havde en succesfuld første sæson. Her blev han klubbens ligatopscorer med 14 mål og dertil 5 assists, hvilket dog ikke var nok til at sikre holdet mere end en tiendeplads. Det var hans anden sæson i klubben, der var en vaskeægte skuffelse, og som er den overvejende grund til, at han anses som et flop. Grundet en ankelskade spillede Robinho kun 14 kampe i alle turneringer med sølle 1 mål til følge. Efter blot 18 måneder i klubben - halvvejs igennem anden sæson, blev han lejet tilbage til sin barndomsklub, Santos. Han skiftede permanent til AC Milan den efterfølgende sommer for £15 millioner, hvilket var under halvdelen at det, han var blevet købt for kun to år tidligere. Robinho har sidenhen været ude at give sit besyv på, hvorfor han ikke præsterede bedre i den lyseblå Citytrøje, end tilfældet var. Han fremhævede den manglende kvalitet på de spillere, han var omgivet af, som en af de primære grunde. Det var ikke just tilfældet i Real Madrid og AC Milan, som begge hold havde en stjernespækket trup. Hvis man kigger på det City hold, som Robinho skiftede til, var spillerkvaliteten langt fra at sammenligne med nogle af verdens bedste klubber på daværende tidspunkt. Derfor har han selvfølgelig en pointe i sin begrundelse af det mislykkedes ophold hos de lyseblå fra Manchester. Det er bestemt heller ikke den første og ej heller den sidste gang i fodboldhistorien, at en topspiller har svært ved at præstere på et hold, hvis spillere ikke er af samme kaliber.
Roque Santa Cruz
Fra én offensiv spiller til en anden i skikkelse af Roque Santa Cruz, der blev hentet til klubben forud for 2009/10-sæsonen efter et blandet ophold hos Blackburn. Den parguyanske angriber imponerede alt og alle i sin første sæson, hvor det blev til 19 mål og 7 assists i 37 Premier League kampe, hvilket sikrede ham en fjerdeplads på topscorerlisten. Den efterfølgende sæson var mindre fantastisk og bød på en del skader, hvorfor Santa Cruz kun spillede 20 kampe i ligaen med beskedne 4 mål og 2 assists til følge. På trods af dette betalte hans tidligere træner i Blackburn, Mark Hughes, £17,5 millioner for at bringe ham til Manchester City. Han ankom til klubben med en knæskade, som holdte ham ude i starten af sæsonen. Derudover kæmpede han med sin fysiske form, hvorfor han kun spillede fuld tid tre gange i løbet af 2009/10-sæsonen. Halvvejs igennem sæsonen blev Mark Hughes fyret og hans efterfølger, Roberto Mancini, gav Santa Cruz et begrænset antal kampe grundet en kombination af hans skadesproblemer og manglende form. Eftersom han ikke var en del af Mancinis planer, blev Santa Cruz sendt ud på en række låneophold de efterfølgende to og et halvt år. Først blevet han lejet tilbage til Blackburn, dernæst til Real Betis og sidst til Malaga. Sidstnævnte skiftede han permanent til på en fri transfer i sommeren 2013. Efter kun at have spillet 24 kampe og blot scoret 4 mål i de fire år han var tilknyttet klubben, kan man vist godt smide Santa Cruz i kategorien af Manchester Citys værste spillerindkøb.
Emmanuel Adebayor
I samme transfervindue som Manchester City købte Santa Cruz, hentede de også to andre angribere - en af dem var Emmanuel Adebayor. Den nyrige klub i den nordvestlige del af England betalte £25 millioner for den togolesiske angriber, hvilket sendte chokbølger gennem hele Premier League. På trods af andre store transfers, var det med købet af Adebayor, at Manchetser City for første gang rigtigt sendte et signal til resten af ligaen om deres fremadrettede intentioner. Dermed begyndte man for alvor at lægge mærke til City, der herefter blev set som en direkte rival til alle topholdene. De var nemlig villige til at bruge store pengesummer på at hente nogle af de bedste spillere. Det var tilmed et statement fra Manchetser City, at man var i stand til at hente en af ligaens bedste angribere for næsen af en række europæiske topklubber. Efter sit skifte udtalte Adebayor, at han var kommet til klubben for at skrive historie. Dermed nedtonede han ikke ligefrem selv de kolossale forventninger, der allerede var til ham, efter tre og et halvt gode år i Arsenal, hvor han scorede 62 mål og lavede 19 assists i 142 kampe. Adebayor blev desværre aldrig rigtig den succes i Manchester City, man håbede på. Til trods for en god start i klubben, formåede han ikke at leve op til forventningerne, hvor han i store perioder virkede doven og uoplagt. Hans præstationer blev tilmed dårligere og dårligere, hvorfor han faldt i unåde hos Roberto Mancini og blev degraderet i angrebshierarkiet. Derfor blev han lejet ud til Real Madrid efter kun 18 måneder i klubben. Efter sit lejeophold var han fortsat ikke en del af Mancinis fremtidsplaner, hvorfor han blev udeladt af den trup, der i sommeren 2011 tog på træningslejr i USA. Som protest undlod Adebayor at møde op til træning, da han mente, at det var en fornærmelse overfor ham, at han skulle træne med klubbens reserve- og ungdomsspillere. Med denne handling gjorde han sig endnu mere upopulær i klubben og hos Mancini, end han i forvejen var. Manchester City iværksatte en undersøgelse for at se, om Adebayor brød sin kontrakt med dette stunt, inden han forud for 2011/12-sæsonen blev lejet ud til Spurs. Efter en god sæson hos Nordlondon-klubben hentede de ham til på en permanent kontrakt året efter for blot £5 millioner. Tre turbulente år med Adebayor i klubben fik da endelig sin afslutning. Den togolesiske angriber spillede i alt 45 kampe og scorede 19 mål i den lyseblå Citytrøje. Det de fleste Cityfans nok husker Adebayors tid i klubben allerbedst for, er hans mindeværdige jubelscene mod sin tidligere klub. Efter en flot hovedstødsscoring mod Arsenal sprintede han en hel banelængde for derefter at glide på knæ og fejre målet foran udebanefansene. De medrejsende Arsenal-fans kastede i raseri stole, mønter og flasker efter deres tidligere angriber.
Jérôme Boateng
Efter at have haft held med købet af Vincent Kompany i sommeren 2008, forsøgte man to år senere at gentage succesen ved at hente endnu en forsvarsspiller i Hamburg SV. Klubbens daværende træner, Roberto Mancini, så et stort potentiale i Jérôme Boateng, der blev købt for £10 millioner. Købet af den talentfulde midterforsvarer var måske allerede dømt til at blive en fejl fra dag ét. Kun en uge inden sæsonen startede rev Boateng en sene over i knæet mod Danmark i en venskabskamp. Hvad endnu værre var, kørte en stewardesse ind i tyskerens knæ med en serveringsvogn i flyet på vej hjem fra landsholdssamlingen, hvilket forværrede skaden. Derfor fik Boateng først sin længeventede debut for Manchester City i slutningen af september 2010. I resten af sæsonen spillede han kun 16 kampe i Premier League, 5 kampe i Europa League og 3 kampe i FA Cuppen - størstedelen af dem spillede han på dog højreback. Med spillere som Kolo Touré, Joleon Lescott og Vincent Kompany var der selvsagt hård konkurrence om pladserne i midterforsvaret. Det var nok en af grundene til, at Boateng aldrig fik sat det aftryk i klubben, som man håbede på. De gentagene dårlige præstationer frustrerede Cityfansene, som håbede på mere fra tyskerens side. Også internt i klubben følte man ikke, at Boatengs præstationer levede op til forventningerne. Derfor faldt han hurtigt i unåde hos Roberto Mancini. Til hans forsvar fik den blot 21-årige forsvarsspiller ikke den tid, han havde brug for, til at tilpasse sig engelsk fodbold. Det skyldes, at klubbens fokus var på den øjeblikkelige succes. Efter kun ét år bad Boateng om at forlade klubben, og trods en dårlig sæson skiftede han til den tyske storklub, Bayern München. Set i bagklogskabens lys burde man måske have givet Boateng en reel chance, selvom det selvfølgelig langt fra er givet, at han ville være blevet den kvalitetsspiller i Manchester City, som han endte med at blive. Efter sit skifte udviklede han sig som bekendt til at blive en af Europas bedste midterforsvarer, og var det i en periode på omkring 10 år.
Stefan Savic
Den sidste spiller på listen er Stefan Savic, der i sommer-transfervinduet 2011 blev hentet til Manchester City fra den serbiske klub, Partizan Beograd, da Mancini var særlig ivrig efter at styrke sit forsvar. Modsat mange af de andre fejlkøb i klubbens historie kostede Savic ikke en formue - han blev købt for kun £6 millioner. Han er derfor udelukkende at finde på listen grundet sine præstationer. Montenegrineren, der kom til engelsk fodbold med et ry som en no-nonsense forsvarspiller, fik ellers en rigtig god start i klubben. Udover at imponere i sin allerførste træning med et par hæsblæsende tacklinger, vandt han sine første tolv kampe i alle turneringer - nogle fra start og andre som indskifter. Han scorede desuden et mål mod Blackburn i sin blot fjerde liga-optræden for klubben. Savic lignede et solidt køb som backup i midterforsvaret, indtil der for alvor blev brug for ham i januar 2012, hvor Vincent Kompany var suspenderet i fire kampe og Kolo Touré var til Africa Cup of Nations. Her fik han en gylden chance for vise sit værd fra start i midterforsvaret som makker til Joleon Lescott i en række afgørende kampe. Savic greb langt fra muligheden, men spillede sig snarer tværtimod længere væk fra en fast startplads, da han gentagene gange lavede kostbare fejl. Han startede ud med at begå et straffespark på Daniel Agger i den første af to semifinaler mod Liverpool i ligacuppen, som i sidste ende var afgørende for, at Manchester City ikke kom i finalen. Og i det omvendte opgør var Savic´ præstation så dårlig, at han blev flået ud i pausen. Tre dage inden sidstnævnte kamp mod Liverpool var han igen involveret i en scoring til modstanderholdet - denne gang var det mod Spurs. Dét kunne nemt have fået en betydning, hvis ikke det var for en straffesparksscoring i overtiden, der sikrede City en 3-2-sejr. Stefan Savic sluttede en række dårlige præstationer af mod Swansea i 28. spillerunde, hvor han forærede bolden til en modstander, hvilket førte til opgørets enlige scoring i, hvad der endte med at blive hans sidste ligakamp for klubben. Dét så langt hen i sæsonen ud til at koste Manchester City muligheden for at vinde det mesterskab, som man havde higet efter i 44 år. Selvom den 21-årige forsvarsspiller besad et åbenlyst talent, havde Mancini mistet tilliden til ham. Derfor var han faldet så langt ned i hierarkiet, at han efter blot én sæson i Manchester City blev skippet afsted til Fiorentina som et led i at bringe den serbiske forsvarsspiller, Matija Nastasić, til Etihad.
Så fik vi kigget nærmere på fem af Manchester Citys største fejlkøb i de tidlige år efter overtagelsen, men hvem af dem står egentlig som det største af slagsen. Du er selvfølgelig mere end velkommen til at give din mening til kende i kommentarfeltet. Den næste artikel i serien omhandler fem af de mest skuffende transfers fra 2012 og nogle år frem, som vi håber, at du ser frem til at læse.
Husk at du også kan læse eller genlæse et hav af andre spændende og informerende artikler på siden.
Comments